Mærkværdige medmennesker og jeg

Endnu en dag er overstået! Jeg synes efterhånden bare dagene flyver af sted. Ikke fordi der sker det vilde, tvært imod. Tiden går hovedsagligt med skole, lektier, sove og spiser.. Og så går der også en masse tid med at lukke sig inde i den tænkende verden. Det sted hvor ingen kan nå mig, hvor det er lovligt at drømme sig væk. Tænke på at det, som er forket og absurd. Prøve at få hele verden til at hænge sammen, trods det aldrig er muligt. Men gætte sig til, hvorfor folk handler, som de gør i den givet situation. Hvis der er en ting jeg synes er uendelig spændende, så er det menneskesindet! Hver dag rejser jeg med toget til skole. Og hver morgen ser jeg de samme mennesker. Jeg ved ikke hvad de hedder, jeg ved ikke hvor det kommer fra, jeg ved ikke hvad de laver, jeg ved endelig ikke hvorfor de tager toget. Meget ved jeg ikke om disse mennesker, men det er alligevel som om jeg kender dem. Dette lyder også ganske absurd, men det er rigtigt. Det er faktisk ret mærkværdigt, at så mange mennesker kan være samlet et sted, men alligevel lukker vi os inde i vores eget lille univers. Nogle gange ville jeg ønske, at vi var mere åbne. At vi rent faktisk snakkede til hinanden. Jeg ved ikke, om det er en form for personligstolthed, at man ikke åbner sig for sine medmennesker. Men jeg ved, at jeg kunne ændre det! Men hvad holder mig så tilbage? Og til det har jeg kun et svar, samfunds enorme sociale normer..  Og i morgen sidder jeg der allerede igen, i toget, på samme tid, samme strækning og med de helt samme mennesker! 

 

”Et smil beriger den som modtager det, uden at gøre giveren fattigere!”