Velkommen til Grønland

Da jeg tog hjemme fra natten til torsdag, havde jeg ingen idé om, hvor en lang en rejse, som ventede mig. Eventyret startede klokken 00.30, hvor jeg sagde farvel til min kære bror og søde Frode. Hvorefter mine forældre kørte mig op til stationen, hvor vi sagde farvel, da toget kom klokken 01.15. Tænkt, det er ikke så længe siden vi stod der, i sammen situation forskellen var blot, at jeg nu skulle til Grønland i tre gange så lang tid, som jeg var i Afrika.

Jeg kom til Københavns lufthavn, hvor jeg fik checket ind, hvilket giver overraskende smertefrit. Jeg havde ingen overvægt, hvilket jeg frygtede lidt, da overtøj flyder en helt masse!! Vi flyver til tiden klokken 9 og lander som planlagt i Kangerlussauaq klokken 9.40 (lokaltid, så det tager 4 timer og 40 minutter at flyve herop) Jeg har så noget tid til at skifte, da flyveren til Ilulissat først flyver 13.05. Jeg tænker, det er fint nok og slår mig ned. Det er en meget lille lufthavn, trods det er den eneste i hele landet, hvor de store fly kan lande. Pludselig lyder der besked over højtaleren, at der er storm vejr i Nuuk, hvor alle flyene kommer fra. Altså, vi har ingen fly. Alle afgange bliver forsinket. De sender et fly afsted til Nuuk, men det må vende om, da det ikke er muligt at lande. Tiden bliver meget lang, da jeg både er træt og har jetlag. Men jeg kommer til at sidde ved siden af en kvinde, som er hjemme i Grønland for første gang i ti år. Derudover sidder der også de skønneste gutter, som alle på en eller anden måde er del af det samme band. Vi brokker os lidt, men får alligevel en masse hyggelig snakke. Klokken bliver 18.35 inden mit fly letter fra Kangerlussauaq. Ombord er der den sødeste stewardesse, som tiltaler mig på engelsk. Jeg tænker, fint nok og svare på engelske (i løbet af dagen er jeg allerede blevet tiltalt på tysk, engelsk, dansk og grønlandsk) Hun udbryder: "DU SNAKKER DANSK!" - da jeg senere svare hende på dansk. Vi snakker lidt, selvom hun endelig burde servere kaffe for resten af flyveren. Ved siden af mig sidder en japansk turist, som sidder med kameraet helt oppe i vinduet. Han stod også på i København, det ved jeg kun fordi, han havde tappet sin sko sammen. Han peger ud af vinduet, hver gang han ser et isbjerg. Hver gang var jeg lige så meget oppe og køre, som han var.  Jeg ankommer og ser min grønlanske familie vinke indefra vinduet. En mor og en lille lyshåret pige, det er ikke til at tage fejl af - på Grønland

Jeg kommer hjem, lettet over, at jeg denne gang har min bagage. Er meget træt, men når lige at få noget mad og snakket lidt. Fyldt af nye indtryk går jeg til ro efter lidt snak.